|
| Respekt eller bling-bling |
Den midtjyske hip-hop lever og har det fint i det skjulte
- Lørdag sendte DJ Swab sin soloplade på gaden |
Af Jesper Wind jwi@herningfolkeblad.dk
|
 |
 | Jesper Schwabe Andersen var ikke af den type, der
var flest af, da han for ti år siden gik på Sunds Skole. Han gik i store posede bukser og lyttede til mærkelig musik, hvor
sangeren ikke sang og musikkens tunge rytme blev brudt af lyde, som når man skraber en skovl rundt i en trillebør. Bukserne
er knapt så posede mere, men det brændende engagement for hip-hop og rapmusikkens udtryk lever i bedste velgående hos den
nu 22-årige Jesper Schwabe Andersen. - Jeg kan huske, at vi var tre hip-hoppere på Sunds Skole dengang. De posede bukser
har jeg lagt af mig. De var alt for besværlige at gå med. Jesper smiler skævt ved tanken og fisker en Prince frem fra
hardboxen.
DJ Swab Det er lørdag eftermiddag på Fermaten. De sidste lydprøver er i gang, inden Jesper samme
aften skal præsentere sin første og nye plade »DJ Swab presents Half & Half«. Det er et særsyn i Herning, at nogen
udgiver en plade. Især inden for den lille niche, der hedder hip-hop og rapmusik. - Jeg har arbejdet længe med pladen.
Jeg har siden sommerferien sidste år selv indspillet den i studiet Galaxen her på Fermaten og i det nye studie Empire ved
siden af teknisk skole ude på Lillelundvej. Jeg har lavet al musik mere eller mindre færdig og kontaktet de sangere, der er
med på pladen, fortæller han.
Et liv som DJ Jesper alias DJ Swab, er ingen hr-hvem-som-helst i det midtjyske hip-hop-miljø.
Gennem de sidste otte år har han arbejdet som DJ. Han har været medarrangør af flere koncerter og undergundens modtræk mod
det hæsblæsende diskoræs med chill-outs på Fermaten, hvor unge kunne slappe af. Der kom ikke et øje, men DJ Swab står fast
i sit udtryk. Han smiler på én gang overbærende og forstående ved spørgsmålet, om hip-hop ikke er degeneret til en musikstil
med sexistiske negere, der vil skyde deres egen mor, voldtage alle andre og i øvrigt blot blærer sig med guldhalskæder og
store biler.
Bling-bling - Al den bling-bling og halvt vulgære udstilling af rapmusik trænger til et modtræk, og
det har vi tænkt os at give dem, skriver DJ Swab i en pressemeddelelse. På Fermaten siger han: - Første gang jeg hørte
Cut'n'Move var det fedt. Nu synes jeg, at det er forfærdeligt. Hip-hop som det, jeg har lavet, er den rigtige side. Jeg har
lavet den her soloplade for at vise undergrunden, at der er en anden form for hip-hop, der også har humor og selvironi.
Blær Det
med blær er ikke DJ Swabs stil. Han virker nærmere ydmyg over for sit produkt under samtalen i det tomme Fermaten. Det
er da også en tonstung dyne af bling-bling, han er oppe imod personificeret i kunstnere som Eminem, der netop i disse uger
er biografaktuel med den delvist autentiske beretning »8 Miles« om den hvide rapsangers vej til millionerne af såvel fans
som dollars.
Bonderøve Modtrækket i Herning er at hive alle bonderøvene frem. De fleste kunstnere på DJ Swabs
plade er jyder fra eksotiske storbyer som Hvide Sande, Ulfborg, Silkeborg og »Bumsestilen« fra Esbjerg, der udmærker sig med
følgende kommentar til det årlige sammenrend i mudderpølen på Roskildes dyrskueplads: »Ved
Roskilde Festival er det mig, der hersker Jeg kører tværs gennem lortet i en stjålet mejetærsker«.
Respekt DJ Swab har sammen med to venner, Kennet Madsen alias »Zed« og Lars Hausgaard
med kaldenavnet »Boogie« skudt 25.000 kroner i udgivelsen af pladen, der er trykt i 500 cd'ere og i 200 vinylplader med dj
tools til gavn for andre pladevendere med hang til hip-hoppens cuts. - Nogen som Eminem er blevet så store, at de kun laver
musik for at tjene penge. Jeg har lavet min plade efter det, jeg godt kan lide. Selvfølgelig siger jeg ikke nej til at tjene
penge på pladen, siger han, der læser musik på Den Frie Ungdomsuddannelse i Århus men tilføjer: - Det vigtigste er musikken.
Og respekten for det, jeg har lavet, siger den 22-årige Jesper Schwabe Andersen, engang Sunds, nu Herning. |
|
|